Hvor retvisende er en personlighedstest?

En kendt, dansk læge sagde på et tidspunkt, at vi mennesker tror, at vi kender os bedst selv, men prøv helt lavpraktisk at tænk på en kirurg eller psykoanalytiker, der direkte beglor en blotlagt hjerne efter en obduktion.

Hvis menneskeheden hænger sammen, som man siger, så er det retfærdigt at sige, at mennesket dermed står og betragter sig selv, og det er egentlig fremragende at tænke – hvis man altså kan tilslutte sig den opfattelse, at personen sidder i hjernen, der ingen sjæl er, og at religionen ikke fælder dom over os – det er kun os selv, der kan det.

Men det er også ærefrygtindgydende, for selvom man bestemt kan dissekere en hjerne og sige, hvad den fysisk består af og fjerne ukurante elementer, så kan man ikke gøre det så “let” med en personlighed.

Dette kan man oversætte til, at mennesket ikke helt objektivt kan forklare om sig selv uden at tage udgangspunkt i, hvor man befinder sig nu, hvad man føler, om man er syg, psykisk syg eller ej med videre – man er altid påvirket af noget, og det er jo derfor, at man kalder det en personlighed: det er subjektivt.

Problemet er så, at hvis en anden person skal prøve at analyse på en selv, så kan man være uddannet til den slags og have nok så mange værktøjer at gøre det med, men selv denne behandler vil være påvirket af sig selv, uanset hvor meget man prøver at påstå det andet.

Derfor kan en personlighedstest nogle gange faktisk være det mest retvisende, når man skal forsøge at afklare, hvad man er for en type.

For det første bliver de gode af den slags test afprøvet af mange, rettet til og tilpasset i forhold til resultater med videre.

Så selvom det kan føles upersonligt at få lavet en personlighedstest, så kan det ende med at blive det nok mest afklarende værktøj, der findes.

Anders Lundtang Hansen